AVK Danmark A/S

AVK vært for dansk-kinesisk årsmøde

30-04-2018

Torsdag den 12. april var AVK vært for Danish-Chinese Business Forums årsmøde. Danish-Chinese Business Forum har en række store danske og kinesiske virksomheder som medlemmer, som udover AVK tæller fx A.P. Moller – Maersk A/S, Bank of China, Danfoss A/S, Grundfos A/S og Ming Yang Wind Power Group Limited.


  Formålet med Danish-Chinese Business Forum er at skabe de bedst mulige rammer for at samle relevante parter i det danske erhvervsliv om et fælles spørgsmål: Hvordan handler vi med Kina. 

Temaet ved årsmødet var partnerskaber indenfor vandløsninger. Det var derfor relevant at afholde årsmødet hos AVK, som er markedsleder indenfor ventiler og hydranter til vandforsyning. AVK har desuden eksporteret til Kina gennem mange år, og har flere fabrikker i landet. 
 
På talerstolen til årsmødet
Efter velkomst ved Danish-Chinese Business Forums formand, vicedirektør i A.P. Møller-Maersk Claus V. Hemmingsen, samt en kort præsentation af AVK ved CEO Niels Aage Kjær, var hovedtalerne Udenrigsminister Anders Samuelsen og den kinesiske Ambassadør i Danmark, Deng Ying. Hovedtalerne lagde begge vægt på nødvendigheden af samarbejde, og at der kun vil være tabere ved en global handelskrig, som der på det seneste har været tilløb til.

På årsmødet delte AVK ud af erfaringer fra vandindustrien i Kina. Derudover gav et ekspertpanel deres bud på, hvordan virksomheder bedst muligt forbereder sig på udfordringerne.

Desuden blev foreningens nyligt afdøde protektor, H.K.H. Prins Henrik, mindet og fremhævet for sin store indsats i det dansk-kinesiske erhvervssamarbejde.
   

Ledelse i et musikalsk perspektiv

Til slut var der et musikalsk indlæg fra Copenhagen Philharmonic under ledelse af Uffe Savery (kendt fra Safri Duo). Under indlægget kom Savery ind på nødvendigheden af samspil, innovation og kreativitet, som gør sig gældende i både virksomheder og et symfoniorkester.