En (kæmpe) hyldest til vand som en vital ressource

En ni tons tung krukke er ankommet til vores AVK-kontor i Skovby. Det 5,4 meter høje keramiske kunstværk hedder Fons Vitae – "kilden til liv" – og sender et stærkt signal om vigtigheden af håndteringen af vand som en vital ressource. 17-08-2020

Krukken

Krukken hylder den kreativitet og produktudvikling, som er grundlaget for de løsninger, AVK kan præsentere i dag og er et symbol på arbejdet for at sikre rent og sikkert drikkevand til alle.

Krukken er fremstillet af Peter Brandes, som er en dansk maler, grafisk kunstner, skulptør og fotograf. Hans keramiske kunst er inspireret af det antikke Grækenland og græsk mytologi.

AVK’s CEO og grundlægger, Niels Aage Kjær, har en stor passion for kunst, hvilket også er meget tydeligt, når man bevæger sig rundt hos AVK i Skovby og Galten. Især Brandes har en særlig plads i Kjærs kunstneriske hjerte og var derfor et naturligt valg, da kunsteren til dette kunstværk skulle findes.

Fons Vitae er Brandes’ største krukke til dato og højst sandynligt også den største krukke i verden.

 

Samarbejdet

Der sker noget magisk, når man sætter en kunstner og en ingeniør i samme rum. Når begge har stærke meninger og en klar holding til både processen og slutresultatet, går bølgerne nogle gange højt. Derfor var Brandes også på et tidspunkt nødt til at holde på sine kreative rettigheder som kunstner og var nødt til at forlange mere plads til at fokusere på processen. I sidste ende mødtes Kjær og Brandes på midten og er i dag begge meget tilfredse med den færdige krukke og det, den symboliserer.

Fejring af AVK’s 80-års jubilæum

I 2021 kan AVK-gruppen fejre 80-års jubilæum. Til den tid bliver en lignende krukke sat op ved kontoret i Galten – lige der, hvor AVK’s rejse begyndte tilbage i 1941. Denne krukke vil fokusere på AVK’s historie og udvikling som virksomhed.

Senere dette år publiceres der også en bog om Fons Vitae, som beskriver tankerne og idéerne bag hele processen og kunstværket.