Repræsentanter fra Skanderborg Kommune på rundvisning hos AVK

AVK er ny Jobpartner i Skanderborg Kommune og deltager i Ungeløftet

AVK har indgået en aftale med Skanderborg Kommune om at være Jobpartner og aktivt bidrage til at støtte borgere, der af forskellige årsager har brug for hjælp til at komme tilbage på arbejdsmarkedet. 08-10-2025

Formålet med Jobpartner-initiativet er at skabe meningsfulde og udviklende praktikpladser, hvor borgerne får mulighed for at opbygge kompetencer, få erfaring og styrke deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Hos AVK ser vi det som en naturlig forlængelse af vores sociale ansvar og vores engagement i lokalområdet.

I forlængelse af aftalen deltager AVK også i Ungeløftet, som er et lokalt partnerskab, der samler virksomheder, foreninger og offentlige aktører i en fælles indsats for at hjælpe unge mellem 15 og 29 år tættere på job, uddannelse og fællesskab. Ungeløftet bygger på tanken om, at alle unge fortjener en plads i fællesskabet, og at vejen dertil kræver samarbejde på tværs af samfundets aktører.

Som en del af samarbejdet besøgte Skanderborgs kommunaldirektør sammen med øvrige kommunale repræsentanter vores fabrik i Galten til en rundvisning. Her fik de indblik i AVK’s opgaver og hørte mere om vores arbejde med praktikforløb, og hvordan vi kan understøtte unge og voksne, som enten er på vej mod uddannelse eller tilbage på arbejdsmarkedet.

Kommunaldirektør i Skanderborg Kommune og Plant Manager hos AVK på maskinfabrikken i Galten
Repræsentanter fra Skanderborg Kommune på rundvisning hos Jobpartner AVK