AVK hylder lyrikken som sponsor af Prins Henrik Prisen

Det er med stolthed, at vi kan meddele, at AVK Holding har valgt at være sponsor på Prins Henrik Prisen, som bliver Danmarks største litteraturpris. 08-06-2022

Selv om mange måske vil kalde lyrikken ”smal”, er det samtidig en vigtig grundsten i vores danske kultur og historie, og det vil vi gerne være med til at værne om. Vi er derfor stolte af, at være med til at hylde lyrikken.

Prisen gives som en hædersbevisning til en etableret dansk digter, der har bidraget særligt til dansk lyrik. Prisen er sponsoreret af AVK Holding, og bronzestatuen af Prins Henriks “Fabeldyr“ doneres af Kongehuset. Prisen uddeles i samarbejde med Danske Skønlitterære Forfattere og Dansk Forfatterforening.

Peter Adolphsen, forperson for Danske Skønlitterære Forfattere, er begejstret for stiftelsen af den nye pris og udtaler:

“Det er fantastisk, at Kongehuset og AVK Holding har stillet sig så helhjertet bag denne flotte pris. Digtekunsten er en grundsten i dansk åndshistorie og kultur. En nation med respekt for sig selv bør have en prestigiøs og solid pris, der hylder poesien. Det har Danmark så fået nu.“

Tillykke til prismodtageren Klaus Høeck

Klaus Høeck er udvalgt som prismodtager af en uafhængig jury nedsat af de Danske Skønlitterære Forfattere og Dansk Forfatterforening. Over en periode på 55 år har Klaus Høeck med sine mange unikke digtsamlinger etableret sig som en væsentlig digter i det danske litterære samfund.

Prisen blev overrakt af Hendes Majestæt Dronningen ved en reception i forbindelse med Prinsens fødselsdag den 11. juni 2022.