Case

NB-IoT-sensorer giver overblik og effektiviserer vandforsyningen

Halsnæs Forsyning digitaliserer forsyningsnettet med sensorer til monitorering af trykket i rørledningerne, vandstanden i brønde og brugen af brandhaner.

Digital monitorering giver bedre overblik over forsyningsnettet og giver mulighed for at reagere hurtigere ved henvendelser fra kunder. Derudover kan der spares tid og ressourcer ved at erstatte manuel kontrol med data, der indsamles digitalt.

Tre specifikke krav til en digital løsning

Halsnæs Forsyning ønskede blandt andet at overvåge trykket i forsyningsnettet, og de ledte efter en løsning, der kunne leve op til helt specifikke krav.

"Det var vigtigt for os, at den løsning, vi fandt, kunne leve op til vores specifikke krav", siger Mikkel Nielsen, COO i Halsnæs Forsyning. Han fortsætter: "Først og fremmest havde vi brug for sensorer, der kunne placeres i et stort geografisk område uden tilslutning til elnettet. For det andet skulle sensorerne være kraftige nok til, at signalerne kunne trænge igennem låg af støbejern og komposit, så vi kunne være sikre på at modtage data fra dem. Og for det tredje ønskede vi en fuld integration af data fra sensorerne til vores eksisterende IT-system."

Komplet overblik over trykket i forsyningsnettet

Halsnæs Forsyning har i nogen tid haft udfordringer med overvågning af trykket i distributionsnettet. Udfordringerne opstår, når forsyningsselskabet skal reagere på henvendelser fra kunder, hvilket fører til tidskrævende søgninger, der ofte er forgæves, fordi det er svært at identificere kilden til problemet. De ledte derfor efter en løsning, der kunne hjælpe med at overvåge vandtrykket på tværs af 21 sektionsbrønde.

I første omgang leverede AVK NB-IoT-sensorer til fem sektionsbrønde, hvoraf fire sensorer blev installeret i brønde med støbejernslåg, og én sensor blev installeret i en brønd med kompositlåg. Alle fem sensorer fungerer upåklageligt og sender de vigtige data fra trykmålingerne til forsyningsselskabet.

Derfor besluttede Halsnæs Forsyning, at der skulle installeres yderligere 16 sensorer i de resterende vigtige sektionsbrønde. Nu kan driftslederen hurtigt få et overblik over vandtrykket i hele netværket. Baseret på oplysningerne fra sensorerne kan trykket kontrolleres direkte i IT-systemet, og herfra kan det afgøres, om trykket er korrekt i henhold til forudindstillingerne. På den måde kan det også afgøres, hvorvidt et aktuelt problem skyldes forhold i distributionsnettet eller ej – og det sparer både tid og unødvendig kørsel for at foretage manuel kontrol.

Monitorering af brandhaner og vandstand i brønde

Forsyningen har også valgt at installere sensorer til digital monitorering andre steder i forsyningsnettet. I to brønde har de installeret en sensor, der kan måle afstanden til nærmeste overflade – og dermed giver mulighed for fjernmonitorering af vandstanden i brøndene. Tidligere skulle vandstanden manuelt kontrolleres 4-5 gange om året, men dette er ikke længere nødvendigt. Det sparer ressourcer og giver mulighed for, at forsyningsselskabet kan reagere hurtigere ved pludselige vandstigninger som følge af fx skybrud.

Endvidere monitoreres nogle af brandhanerne i forsyningsnettet via sensorer installeret i dækslerne. Så snart dækslet tages af brandhanen, bliver det registreret, og den driftsansvarlige kan nu holde øje med brandhanerne uden at foretage manuel kontrol.

Det giver overblik over, hvor ofte en brandhane bruges, og dermed kan vedligeholdelse af brandhanerne effektiviseres. Sammenholdt med oplysninger fra brandmyndighederne kan det endvidere give en indikation af omfanget af hærværk og tyveri af vand fra brandhanerne, hvilket vil gøre det lettere at skelne mellem vandspild fra brandhaner og vandspild fra rørbrud. Forsyningsselskabet har mulighed for at reagere hurtigere på fx tyveri eller påkørsel og kan derved minimere vandspildet.

Halsnæs Forsyning

Husstande: ca.21.000
Medarbejdere hos vandforsyningen: 77
Årlig drikkevandsproduktion: ca. 620.000 m3
Forsyningslinjer: ca. 200 km

Hvad er AVK Smart Water?

Løsningen indeholder både digitale sensorer og en software-platform. De batteridrevne IoT-sensorer indsamler og aflæser data fra distributionsnetværket, og software-platformen visualiserer kompleks data og gør det mere overskueligt.

Læs mere

Animation

Monitorering med AVK Smart Water

AVK Smart Water har udviklet et koncept, hvor IoT-enheder installeret på AVK’s standardventiler og brandhaner monitorerer forsyningsnettet og indsamler data. Her kan du se, hvordan løsningen kan bidrage til reduceret vandspild, øget effektivitet og bedre overblik.
Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden og give dig den bedste brugeroplevelse. Ved at besøge vores hjemmeside giver du samtykke til, at vi bruger cookies som beskrevet i vores privatlivspolitik.