Case

AVK spadeventiler installeret på stort biogasanlæg i Vrå

GrønGas Vrå i Nordjylland modtager gylle fra ca. 50 landmænd i nærområdet. AVK har leveret 36 spadeventiler til biogasanlægget.

GrønGas Vrå producerer biogas af husdyrgødning samt vegetabilske restprodukter fra landbrug og fødevareindustrien. Anlægget behandler årligt 365.000 tons biomasse og kan forsyne naturgasnettet med omkring 13 mio. kubikmeter biometan. Det svarer til gasforbruget i 6500 boliger eller årsforbruget for 4300 personbiler eller 250 busser. Etableringen af anlægget har skabt nye arbejdspladser i området, og der er i dag fem ansatte til at varetage driften af anlægget samt otte chauffører til at køre gødning og afgasset gylle til og fra anlægget.

Fremstilling af biogas

Biogas fremstilles af organisk affald, som bionedbrydes i lukkede tanke ved hjælp af bakterier. Bakterierne, der nedbryder biomassen, udleder gassen, som benyttes til energimæssige formål. Gassen kan i denne form benyttes direkte som brændstof til fx gasgeneratorer, der producerer el. Derudover kan gassen også renses for blandt andet CO2 og svovlbrinte, så den bliver til metan. Som metan kan gassen benyttes i naturgasnettet.

Processen

Produktionen af biogas starter med, at frisk gylle blandes med industriaffald og fødevarerester i modtagetankene. Derefter pumpes biomassen ind i reaktorerne, hvor den opvarmes til omkring 52 grader. Biomassen opbevares i reaktorerne, mens gyllen gærer og gassen dannes. Gassen udledes fra reaktortankene, og den afgassede gødning pumpes videre til opbevaringstanke, hvorfra landmænd kan afhente det. Denne proces, fra gyllen ankommer anlægget til den afgassede gødning bliver afhentet af landmændene, tager ca. 40 dage.

Brug af restproduktet

Produktionen af biogas mindsker udledning af kvælstof. Når gylle bliver afgasset, nedbrydes tørstoffet i gyllen. Gyllen får dermed et lavere indhold af organisk kvælstof og et højere indhold af uorganisk planteomsætteligt kvælstof. Det betyder, at en større del af kvælstoffet kan optages af planterne, og en mindre del af kvælstoffet udvaskes i vandmiljøet. Derfor er den afgassede gylle også interessant for landmændene, og brug af den afgassede gylle har gavnlig effekt på høstudbyttet.

Spadeventiler hjælper gyllen gennem processen

AVK har leveret 36 spadeventiler til anlægget i Vrå. 30 af ventilerne er installeret i manifolden, hvorfra gyllen hentes og bringes rundt i anlægget. Enkelte ventiler er placeret udvendigt på tankene og benyttes til at føre roer (som er anlæggets foretrukne fødevareressource) direkte ind i processen. Derudover er der seks ventiler installeret til at fylde og tømme anlæggets tre opvarmningsmoduler.

Den overskudsvarme, der bliver produceret på anlægget, bliver leveret til Vrå by og Vrå Varmeværk. GrønGas Vrå er opført i et samarbejde mellem energiselskabet E.ON Danmark og landmand Jens Peter Lunden, som også driver GrønGas Hjørring.

Animation

Spadeventiler

Egenskaber for vores spadeventiler serie 702