Ministerbesøg i AquaGlobe

AVK kæmper sammen med vandforsyningen om bedre rammevilkår 23-11-2018

Energi-, Forsynings- og Klimaminister Lars Chr. Lilleholt var mandag den 19. november på tur i det østjyske. Han var inviteret af den lokale politiker Birte M. Andersen og besøgte forskellige forsyninger inden for energi, fjernvarme og vand. Ministeren besøgte også AquaGlobe, hvor partnerkredsen var inviteret til debat, og Kamstrup, hvor en større gruppe fremtrædende virksomheder inden for vand- og spildevandsbranchen deltog.

Dialogmøde om vandbranchens rammevilkår

Møderne i AquaGlobe og på Kamstrup havde til formål at vise ministeren, hvordan vi i det østjyske sammen forsøger at skabe et udstillingsvindue for danske vandkompetencer. Formidling af branchens betragtninger i forhold til de vilkår vandforsyningerne arbejder under for øjeblikket var også på agendaen sammen med input til den kommende revision af Vandsektorloven. Blandt andet blev emner under følgende overskrifter berørt: Hvorledes skabes bedre betingelser for at "Total Cost of Ownership" bliver en mere fasttømret del i forbindelse med offentlige udbud? Hvordan sikrer vi løbende fornyelse og renovering af vandinfrastrukturen i Danmark? Giver Vandsektorloven de rigtige klimatilpasnings- og energieffektiviserings-incitamenter? Hvordan sikrer vi en øget bevilling af MUDP-midler til vandinnovation? Og hvordan kan vi sikre behovet for arbejdskraft de kommende år i forsyningsbranchen? -- Emnerne spænder vidt og burde alle være funderet i de rammevilkår, vandbranchen skal agere under. Lars Chr. Lilleholt lyttede meget opmærksomt til alle de gode indlæg. Han lovede at kæmpe for at få den bedst mulige aftale på plads, men han udtrykte også, at der er mange hensyn at tage, og det er svært at gøre alle parter tilfredse.

Danmark på den globale scene

Hos AVK bakker vi op om vandforsyningens synspunkter og ønsker til en bedre sektorlov. Det er i vores interesse, at der fortsat skabes betingelser for at etablere en sikker og stabil vandforsyning, der bliver drevet på en effektiv og bæredygtig måde, og som vi kan være stolte over at vise frem. Som eksporterende virksomhed har det stor betydning for os at kunne vise "proof of concept" for et interesseret publikum - også udenfor Danmarks grænser - og det er derfor også i vores interesse, at der installeres funktionsdygtige produkter af høj kvalitet med lang levetid. Danmark har noget at byde ind med på den globale scene, når vi taler om at opfylde FN’s bæredygtighedsmål; især mål nr. 6 der handler om vand og sanitet til hele jordens befolkning samt at få indført ordentlige sanitetsforhold, så spildevandet fra menneskeskabte aktiviteter samles op og behandles på en bæredygtig måde. Det er vi bevidste om i AVK, og vi vil gerne være med til at flytte fokus fra at spildevand betragtes som et problem til at se det som en værdifuld ressource.

Billederne er fra Energi-, Forsynings- og Klimaministerens besøg i AquaGlobe mandag den 19. november 2018 og er venligst udlånt af Skanderborg Forsyning.

Download brochure

Vandforsyning

Se vores ventiler, brandhaner og tilbehør til vandforsyning